LEGO versus BELA

LEGO vinder vigtig retsag i Kina efter i årevis at have kæmpet mod konkurrenter, der producerer legetøj, der til forveksling ligner de ikoniske LEGO-klodser.

Højesteret i Beijing afgjorde i juli 2017 i en sag, at LEGO logoet og LEGO navnet på kinesisk er velkendte varemærker i Kina. Afgørelsen er vigtig for LEGO, der har investeret meget i at udbrede kendskabet til LEGO mærket og LEGOs produkter hos de kinesiske forbrugere. Udbredelsen af kendskabet til LEGOs mærke og produkter er med til at mindske risikoen for at forbrugeren vildledes eller føres bag lyset. Samtidig styrker udbredelsen kendskabet til LEGOs logo og produkter også LEGOs juridiske position til at agere, når deres varemærker bliver krænket.

LEGO Friends versus BELA Friends
I september 2017 fik LEGO koncernen medhold af China Shantou Intermediate People’s Court i en sag vedrørende bestemte produkter af mærker BELA. BELA var under anklage for at krænke LEGO IP rettigheder. Retten fandt, at fremstilling og salg af BELA produkterne udgør en krænkelse og uretmæssig konkurrence. Sagen blev rejst mod to kinesiske virksomheder, der har fremstillet og solgt nærgående efterligninger af LEGO produkter under navnet BELA Friends. Domstolens afgørelse har effekt fra november 2017, hvorefter de to kinesiske virksomheder skal ophøre med at kopiere LEGOs produkters emballage og logoer fremadrettet, idet der er tale om en overtrædelse af LEGOs IP rettigheder.

Ifølge retten var BELA Friends produkterne og deres emballage for tæt på LEGOs produktlinje LEGO Friends. Udadtil fremstår det kinesiske produkt, som om det er et LEGO produkt. På denne måde kan forbrugerne vildledes til at tro, at de faktisk køber et LEGO produkt.

Første sejr i Kina
Retten afgjorde også, at LEGO koncernen er beskyttet under den kinesiske konkurrencelov mod uretmæssig konkurrence, hvad angår det distinktive og unikke udseende LEGO produkter har på tværs af deres produktlinjer, idet dette distinktive udseende har til formål at sikre, at forbrugeren straks kan genkende og linke produkterne til LEGO koncernen.

Det er første gang at LEGO har ført og vundet en sag baseret på uretmæssig konkurrence mod producenterne i Kina.

“Vi er glade for afgørelsen fra Shantou Intermediate People’s Court. Vi ser det som et bevis på det fortsatte fokus fra kinesiske myndigheder og domstole på at håndhæve og sikre intellektuelle rettigheder på ordentlig vis. Vi mener, det er vigtigt for en fortsat positiv udvikling af de forretningsforhold, som alle virksomheder der opererer i Kina er underlagt” udtaler Vice President, Legal Affairs i LEGO koncernen Peter Thorslund Kjær og tilføjer “Vi fortsætter med at tage de nødvendige skridt for at sikre, at forældre og børn er i stand til at købe legetøj på et velinformeret grundlag, og at de ikke føres bag lyset af uansvarlige virksomheder, der forsøger at lave produkter, der fremstår som noget, de ikke er”.

LEGO koncernen beskytter aktivt sine varemærker globalt og bringer hvert år flere sager til domstolene for at sikre, at forbrugerne altid kan stole på, at produkter, der bærer LEGO logoet eller har det karakteristiske LEGO design, også er ægte LEGO produkter.

Særligt kendte mærker kan friste andre til at udnytte det samme eller lignede mærker. Denne udnyttelse kan være til skade for det velkendte varemærke, fordi der kan ske en udvanding af mærket, og mærket kan miste en del af sin goodwill. Beskyttelsen som velkendt varemærker i forudsætter, at det dokumenteres, at der er et vidtgående kendskab til varemærket inden for den relevante omsætningskreds.

Source